Åb. 21,22.
Der er ingen tempel!
Lad ingen være selvsikker, som om Gud havde givet
dem særskilt lys frem for deres brødre. Kristus fremstilles
som den, der bor i sit folk, og de troende omtales som dem, der er "opbyggede
på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som
hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser
til et helligt tempel i Herren; i ham bliver også I sammen med os
opbygget til en Guds bolig i Ånden." "Så formaner da jeg, den
fangne i Herren," siger Paulus, "jer til at vandre det kald værdigt,
hvormed I blev kaldede, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed,
så I bærer over med hverandre i kærlighed og stræber
efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd; et legeme og en
ånd, ligesom I også blev kaldet til et håb ved jeres
kaldelse, en Herre, en tro, en dåb, en Gud og alles Fader, som er
over alle, gennem alle og i alle!" Ef 2,20-22; 4.1-6.
Det er vor forret at nyde samfundet med Gud. Det forsonende
blod er dyrebart for den troende, dyrebar er hans retfærdiggørende
retfærdighed. "For jer som tror, er han dyrebar." Når jeg tænker
på denne kilde med levende kraft som vi kan drikke af, sørger
jeg over at der er så mange der går glip af den glæde
de kunne have ved at betragte hans godhed. Vi er Guds sønner og
døtre og vokser til et helligtempel i Herren. "Så er I da
ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere
og hører til Guds husstand. I er bygget på apostlenes og profeternes
grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten." Ef 2,19-20.
Dette er vort privilegium.
|